Hvad søger du?

Om Østlig Ringvej

Som en del af den politiske aftale om ”Infrastrukturplan 2035” skal der gennemføres en undersøgelse af en ny Østlig Ringvej anlagt som sænketunnel langs Amagers Østkyst.

Miljøkonsekvensvurdering af Østlig Ringvej

Et flertal i Folketinget indgik den 28. juni 2021 en politisk aftale om ”Infrastrukturplan 2035”. Aftalen, der kan ses her, indebærer, at der skal gennemføres en miljøkonsekvensvurdering (VVM) af en ny Østlig Ringvej, der forløber langs Amagers Østkyst og forbinder Helsingørmotorvejen i nord med Øresundsmotorvejen i syd.

En miljøkonsekvensvurdering (VVM-undersøgelse) er en grundig beskrivelse af projektets forventede væsentlige indvirkninger på miljøet og indgår i beslutningsgrundlaget for om projektet skal gennemføres. Læs mere om processen og undersøgelser her.

Linjeføringen ud for Amagers østkyst er valgt på baggrund af Vejdirektoratets forundersøgelse af en Østlig Ringvej, hvor man havde set på ni forskellige linjeføringer. Forundersøgelsen viste blandt andet, at man ved at anlægge en Østlig Ringvej som en sænketunnel langs Amagers østkyst kan reducere generne i anlægsfasen, ligesom miljøpåvirkningen er mindre end ved nogle af de alternative linjeføringer, der også blev undersøgt.

Samtidig kan man ved at anlægge en sænketunnel trække på de meget store erfaringer Danmark har med denne type tunneler og udnytte, at man netop nu er ved at bygge en tunnelelementfabrik til Femern Bælt-forbindelsen, som man kan genbruge til projekter som Østlig Ringvej. Man kan læse mere om forundersøgelsen på Vejdirektoratets website her.

Se film om Østlig Ringvej

Se og hent Østlig Ringvejs infoplakat herunder

På tegnebrættet i årtier

En Østlig Ringvej, der kan lede trafik uden om de indre dele af København, er ikke nogen ny ide. Allerede i begyndelsen af 1990’erne undersøgte Københavns Kommune, hvordan man kunne trafikbetjene Holmen og Refshaleøen med en tunnel, der samtidig fjernede noget af den gennemkørende trafik fra de indre dele af København. Planerne blev ikke omsat til virkelighed, men med anlæggelsen af halvøen Lynetteholm og udviklingsplaner for Refshaleøen og andre dele af Nordøstamager er behovet for en Østlig Ringvej igen blevet aktuelt.

En del af trafikforliget

En Østlig Ringvej indgår i projektoversigten til den politiske aftale ”Infrastrukturplan 2035”, som et flertal i Folketinget indgik den 28. juni 2021.

Her fremgår det under punktet ”Forlængelse af Nordhavnstunnel og VVM-undersøgelse af Østlig Ringvej”:

Der udvikles en helt ny bydel på Nordøstamager – Lynetteholm og Refshaleøen – i København. Lynetteholmen skal være med til at give flere boliger og et mere blandet udbud af boliger, som kan holde boligprisstigningerne og boligudgifterne nede.

Udviklingen på Nordøstamager forudsætter imidlertid, at der er både gode forbindelser med kollektiv transport og med vej til området.

Projektet omfatter en forlængelse af Nordhavnstunnelen til Lynetteholm og en VVM-undersøgelse af en fuld ny Østlig Ringvej, som via Amager skal forbinde Helsingørmotorvejen i nord med Øresundsmotorvejen i syd. Undersøgelsen fokuserer på anlæg af en sænketunnel med genbrug af Femern Bælt-forbindelsens tunnelelementfabrik ved Rødby.

Binder Nord og Syd sammen

En Østlig Ringvej vil være en forbindelse mellem Helsingørmotorvejen i nord og Øresundsmotorvejen i syd. Via Nordhavnsvej og Nordhavnstunnelen vil trafik kunne føres hele vejen ned til Øresundsforbindelsen og dermed vil en Østlig Ringvej også være med til at styrke Øresundsregionen.

En Østlig Ringvej vil i den nordlige ende skulle tilsluttes Nordhavnstunnelen, som er besluttet og ved at blive anlagt. Dette projekt kan man læse mere om på Vejdirektoratets hjemmeside.