Miljø
Et stort projekt som en havnetunnel vil have betydelige konsekvenser for en række miljøforhold, både under opførelsen og i driftssituationen. I den syv år lange anlægsperiode vil der ske betydelige påvirkninger af blandt andet grundvandsstand og støjforhold ind mod beboede områder. Til gengæld giver projektet en række miljøforbedringer som eksempelvis flytningen af trafik fra bolignære områder til det overordnede vejnet og fjernelsen af forurenet havnesediment.
Der er identificeret følgende miljøforhold, som skal gøres til genstand for en nærmere analyse under en eventuel næste fase med egentlige forundersøgelser.
Under anlægsfasen:
- Støj og luftforurening under byggeriet kan på visse dele af strækningen fra Nordhavn til Sjællandsbroen resultere i begrænsninger af anlægsaktiviteterne, f. eks. om natten eller ved anvisning af specielle transportveje.
- Grundvandssænkninger ved de tørholdte byggegruber skal planlægges nøje, så de ikke forårsager sætninger på de nærliggende bygninger.
- Depot til ca. 3 mio. m3 jord skal lokaliseres inklusiv et specielt depot for 0,5 mio. m3 forurenet havnesediment.
- Foranstaltninger til reduktion af sediment spild under udgravning til tunnel-anlægget skal indarbejdes under udførelsen.
- Vandgennemstrømningen i havneløbet bør undersøges.
Under driftsfasen:
- Reduktion af støj og luftforurening i den indre by vil blive muligt i kraft af, at en havnetunnel gør det muligt at gennemføre en fredeliggørelse af Indre By.
- Udskiftning af luft til tunnelen sker ved tilslutningsanlæggene. Det skal derfor undersøges, hvorledes det sikres, at grænseværdier for luftforurening af omgivelserne ikke overskrides. Det kan ske enten ved rensning af udstødningsluften før den slippes ud af tunnelen eller ved etablering af ventilationstårne.
- Vandgennemstrømningen i havneløbet bør undersøges.
Tidsplan
Nedenfor er angivet en mulig tidsplan for anlæg af havnetunnelen. Det er skønnet, at der fra en egentlig principbeslutning om anlæg af en havnetunnel minimum skal bruges fire år til forundersøgelser, myndighedsbehandling, udbud og kontrahering. Anlæg af havnetunnelen er skønnet til at kunne gøres inden for en tidsramme på ca. syv år.