Sund & Bælt Partner har for Realdania, Københavns Kommune og Københavns Havn gennemført indledende undersøgelser af en havnetunnel i København.
De indledende undersøgelser beskæftiger sig med muligheden for at kombinere en fredeliggørelse af Indre By med anlæg af en vejforbindelse mellem Nordhavn og Amagermotorvejen, øst om Københavns centrum. På det meste af strækningen vil forbindelsen skulle føres i tunneler under Københavns Havn. Den samlede længde af tunnelerne vil være ca. 12 km.
Målet med havnetunnelen er desuden at sikre adgang til udviklingsområderne nordøst og sydøst for København uden at belaste det eksisterende vejnet yderligere og samtidig reducere den gennemkørende trafik i det indre København, der i dag passerer over Langebro og Knippelsbro.
De indledende undersøgelser har været rettet mod:
-
At skitsere en mulig teknisk løsning og identificere de væsentlige tekniske og miljømæssige udfordringer ved anlæg af en havnetunnel.
-
At belyse havnetunnelens effekt på biltrafikken på langt sigt – især i den Indre By og i Københavns Kommune.
-
At identificere de byplanmæssige og arkitektoniske muligheder og udfordringer.
-
At opstille mulige løsningsmodeller til finansiering og organisering af en havnetunnel.
På tunnelstrækningen mellem Strandvænget og Amagermotorvejen øst om København er der undersøgt forskellige varianter af tilslutningsanlæg og anlægstyper, samt om der kan etableres undersøiske parkeringsanlæg m.v. Alle undersøgelserne har som forudsætning, at det samlede projekt består af dels en vejforbindelse, dels en fredeliggørelse af Indre By i form af trafikregulerende foranstaltninger.
Dette resumé sammenfatter resultatet af de indledende undersøgelser, der bygger på fire delanalyser foretaget i løbet af 2005.
De fire delanalyser bestående af trafikmodelberegninger samt tekniske, arkitektoniske og finansielle analyser rummer således tilsammen grundlaget for undersøgelsens resultater.