Udformning af de tilslutningsanlæg, der forbinder havnetunnelen med byens eksisterende vejnet, skal tilgodese de trafikale funktionskrav. Det indebærer at tilslutningsanlæggene vil få en størrelse, som vil kunne virke dominerende i havnebilledet og have negativ effekt på den herlighedsværdi, som havnen giver Københavns borgere.
Det er derfor vigtigt, at der søges løsninger, som minimerer tilslutningsanlæggenes negative effekt på havnebilledet. Desuden kan den mistede herlighedsværdi eventuelt kompenseres ved etablering af nye byfunktioner i forbindelse med anlæg af en havnetunnel.
En havnetunnel med dens tilslutningsanlæg vil kunne tilføre København et potentiale i form af nye muligheder for etablering af f. eks. havnepark, havnebad, nye arealer til anlæg af bolig- og erhvervsbyggeri, institutioner, landmark eller andre funktioner, som alle kan tilføre København en øget herlighedsværdi.
Ved blandt andet at studere allerede eksisterende og sammenlignelige tunnelanlæg i Boston, Göteborg og Düsseldorf er der opstillet et idékatalog indeholdende en række byplanmæssige og arkitektoniske muligheder, som kan inddrages i en eventuel efterfølgende fase med en mere detaljeret analyse af de byplanmæssige forhold.
Idékataloget indeholder også trafikale løsningsmodeller for tilslutningsanlæg som er illustreret med eksempler på, hvorledes andre storbyer har forsøgt at udtænke nye ideer til at tilføre deres by yderligere herlighedsværdier ved at udnytte byens havnearealer.
De trafikale løsningsmodeller er afprøvet på et tilslutningsanlæg placeret ved Langebro. Analysen viser, at denne placering af et tilslutningsanlæg og dets tilslutning til det eksisterende vejnet er den æstetisk største udfordring ved udformning af en havne-tunnel.